Undervisningsplan

Læse- og timeplaner

Time- og læseplanerne skal omfatte folkeskolens fulde fagrække. jf . folkeskolelovens § 5, stk. 1-4, § 19 c, stk. 2, og § 19 d, stk. 2 og 4. Timeplanen skal opfylde de i folkeskolelovens § 14 b, stk.1,fastsatte krav til undervisningstidens samlede varighed og må ikke overstige det i folkeskolelovens § 14 b, stk. 2, 1. pkt., fastsatte loft over den højeste undervisningstid på

1.400 timer i et skoleår jf. bek. 702 af 23. juni 2014 § 14.

Hvis skolen vurderer, at der bør ske afvigelser fra læse- og timeplaner for et barn, skal PPR orienteres med begrundelse.

 

Tilrettelæggelse af undervisningen for det enkelte barn

Undervisningen tilrettelægges på baggrund af den anbringende kommunes oplysninger om hidtidigt skoleforløb og beskrivelse af specialpædagogisk behov. PPR Silkeborg vejleder ud fra disse oplysninger. Ved behov for yderligere vurderinger foretages disse af PPR Silkeborg ud fra skolens beskrivelser og faglige vurderinger samt eventuelle supplerende undersøgelser ved PPR psykolog.

Børne- og Familiehuset udarbejder individuelle planer, som omfatter en beskrivelse af barnets personlige, sociale, praktiske og faglige kompetencer og potentialer, sociale funktioner, personlige karakteristika, sproglig udvikling, fysisk udvikling m.m. samt individuelle mål og pædagogisk handleplan.

Barnet inddrages i udarbejdelsen og i evaluering af planen.

Det enkelte barns undervisningsforløb skal til enhver tid være koordineret med den sociale handleplan.

Afsluttende rapport vedr. barnet

Skolen udarbejder en rapport over forløbet, når barnet afslutter forløbet. Rapporten sendes til PPR Silkeborg, barnets forældre og den anbringende kommune.

Fritagelse fra folkeskolens afgangsprøver{FP)

Hvis Børne- og Familiehuset vurderer, at der bør ske fritagelse fra FP for et barn, kan PPR Silkeborg inddrages i vurderingen jf. bek. nr. 1001 af 15/09/2014.

Fritagelse kan omfatte en eller flere prøver eller delprøver. Beslutningen træffes af skolens leder evt. på baggrund af en PPV i samråd med barn og forældre.

Fritagelse forudsætter, at der er taget stilling til, om barnet vil kunne aflægge prøven på særlige vilkår, og at der samtidig tages stilling til, hvordan barnets udbytte af undervisningen evalueres.